Skal jeg blande mig i, hvilke apps min teenager har på sin telefon?
Som forælder kan det være enormt svært at stå på sidelinjen og se på, at dit barn færdes på de sociale medier, uden at du rent faktisk aner, hvad de foretager sig.
Hvordan finder man som forælder balancen mellem overvågning og nødvendig “kontrol”? For dette er ofte tilfældet: Jo mere overvågning - jo mere skubber du dit barn væk fra dig.
Det er derfor vigtigt, at man i stedet fokuserer på at skabe et trygt “samtalerum” mellem sig selv og sit barn - også når det handler om at tale om digitale oplevelser - så de ved, at uanset hvad de skulle opleve, så er det helt okay at fortælle om det.
Forbud giver ikke nødvendigvis mening
Mange børn og unge har enorm stor glæde af at møde ligesindede på nettet, så det giver ikke ret meget mening at forbyde dem at skrive med fremmede - især ikke jo ældre de bliver - forstået på den måde: De vil gøre det alligevel.
Men det er vigtigt at få fortalt dem, at der sidder mange mennesker bag skærmen, som kan finde på at udgive sig for at være noget eller nogen, de ikke er.
Ligesom de ikke skal gå med fremmede hjem - eller tage imod slik fra dem, så skal de heller ikke sende billeder eller oplysninger til nogen, de ikke er 100% sikre på, hvem er.
Jeg tror ikke på, at du som forælder får noget ud af at forbyde visse apps på dit barns telefon, især ikke, når barnet bliver ældre - de vil finde andre veje.
Så derfor er den gode dialog vigtig, og den starter med åbenhed - ikke forbud.
Selvom jeg nu har pointeret at forbud, kontrol og overvågning ikke nødvendigvis er den bedste tilgang for dig som forælder - så kan det alligevel være rart at vide, hvor det egentlig er, at de unge opholder sig, når de er online.
Typiske steder en teenager opholder sig på nettet:
TikTok
Yubo (Børnenes “Tinder-dating-app”)
Snapchat
Instagram
Diverse “dating” apps for teenagere
Almindelige sms’er
Andre Sociale Medier
Online forum
Det kan være svært at være forælder til en teenager med en stor glæde for den digitale verden - så jeg vil bare lige sende dig en stor tanke herfra.
Information, åbenhed og dialog er vejen frem.
At du læser med her viser allerede, at du som forælder er godt på vej.